Det er blevet forår, og tiden er kommet til, at du skal have slået græs for første gang i det nye år – MEN plæneklipperen vil ikke starte! Måske er det en situation, som du kender.
Der er en række ting, som du kan gøre for at undgå denne situation, så din plæneklipper er forårsklar. Hvis du vil, kan du gøre nogle af tingene allerede om efteråret, når du har slået græsplænen for sidste gang, hvilket som regel er et stykke hen i efteråret.
Passer du ikke din maskine ordentligt, kan det resultere i, at du alt for hurtigt skal ud at købe en ny plæneklipper.
Du kan spare penge ved at vedligeholde plæneklipperen selv
Nogle vælger at sende deres plæneklipper til service, men det kan hurtigt løbe op i 1000 til 1500 kroner. Hvis du ikke har andre muligheder er det selvfølgelig en fin løsning, men selv om du ikke er verdens største handyman, vil du måske alligevel kunne gøre nogle af de nødvendige ting, så servicetjekket bliver knap så dyrt.
Start altid dit eftersyn af plæneklipperen med at tage tændrørshætten af, så du forhindrer plæneklipperen i at starte. Du kan nu sikkert kigge på din græsslåmaskine.
Inden du kører din plæneklipper i vinterhi kan du tømme den sidste rest benzin og olie ud af maskinen. Hvis du ikke har kræfter til at stå og vippe rundt med maskinen med risiko for at ødelægge luftfilteret, kan du købe et servicekit, som passer til lige præcis din plæneklipper. Den vil blandt andet ofte indeholde et værktøj, som kan suge olien og benzinen op for dig. Nemt og let.
Når foråret står for døren, er du allerede klar til fylde frisk olie og benzin på plæneklipperen.
Det er også en god ide at give de dele, som skal smøres en omgang olie.
Slib klingen og tjek om luftfilteret skal skiftes
Slib klingen. Helst hvert år. Dette kan være en af de vanskeligere ting selv at foretage rigtigt, og du kan vælge at give denne opgave videre til en mekaniker.
Sidder der meget græs på undersiden af plæneklipperen, kan du fjerne det med en stiv kost. Nåede du det ikke i efteråret, er det en god ide at gøre det, inden du kører første tur i foråret.
Tjek desuden, om luftfilteret trænger til at blive renset eller om det måske endda helt skal udskiftes. Luftfilteret forhindrer støv og snavs i at komme ind i motoren, og hvis det er tilstoppet, kan det påvirke ydeevnen negativt. Hvis luftfilteret er beskidt, kan det renses eller udskiftes efter behov.
Tjek tændrøret for at se om det trænger til en udskiftning
Hvis du vedligeholder din græsslåmaskine er du langt mere sikker på, at den starter hver gang. Der er også ekstra bonusser i form af, at plæneklipperen kører mere jævnt, klipper græsset pænere og bruger mindre benzin.
En vigtig ting at tjekke er desuden tændrøret. Hvis det er slidt eller sodet til, vil det enten give problemer med at starte plæneklipperen eller gøre, at den kører ujævnt og måske går i stå.
Konklusion og opsummering af vigtigheden ved at vedligeholde sin plæneklipper
Det er vigtigt at vedligeholde sin plæneklipper for at sikre, at den fungerer optimalt og starter hver gang. Ved at følge nogle simple trin som at tømme benzin og olie, fylde frisk olie og benzin på, smøre dele og tjekke luftfilteret og tændrøret, kan man forlænge levetiden på sin plæneklipper og sikre, at den klipper græsset pænt og bruger mindre benzin.
Selvom det kan være fristende at få en professionel til at udføre et servicetjek, kan man spare penge og måske endda lære noget nyt ved selv at udføre nogle af de nødvendige vedligeholdelsesopgaver. Er der enkelte ting, som man ikke selv kan tage sig af, kan man overlade dette til en mekaniker.
Seneste kommentarer